Thea er rejst hjem
Efter morgenmaden tog Thea og jeg på torvet på Ingerslevs Boulevard for at købe grønt til salat i aften samt frugt til Susanne. Hos damerne med det grønne fik Thea en gulerod og en pære, og begge dele var rigtig lækre, sagde hun.
Thea bemærkede, at der var flag på bussene, og efter at have tænkt mig lidt om, kunne jeg fortælle hende, at det var fordi Dronning Margrethe har fødselsdag i dag. Hjemme igen hjalp Thea Susanne med at bage en kage, så der var brød til kaffen, når Kenneth, Christina og Marius kom for at hente Thea. Emil er i sommerhus med mormor og morfar.
Ved 13-tiden blev Thea hentet. Vi fik kaffe og kage, inden familien fortsatte til Bazar Vest og City Vest. Marius var i et perlehumør og forstod at filme med sin farmor, når hun fotograferede.
Thea havde lidt penge, så jeg er overbevist om, at besøget i Bazar Vest vil være en succes med alt det glans og glimmer, man kan købe der. Aftensmaden ville de indtage på Rasmus Klump restauranten i City Vest.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar