tirsdag den 14. januar 2014

Kom ikke her!

I dagens udgave af Århus Onsdag (som udkommer om tirsdagen), er der et indlæg, hvor en læser efterlyser oplysninger om "Paradisgades Vaffelbageri". Jeg havde endnu ikke set avisen, før jeg i Facebook-gruppen "Gamle Århus" så et indlæg med tilhørende kommentarer, og det fangede straks min interesse. Virksomheden har tidligere været omtalt i gruppen, og hvis spørgeren til avisens indlæg havde fulgt med her, havde der faktisk ikke været grund til at spørge.

Indsenderen mener, at den is, som kom i vaflerne i Paradisgade, blev fremstillet hos Is-Pedersen i Nørre Allé, samt at indehaveren i Paradisgade var bror til Is-Pedersen. Begge dele kan jeg helt og aldeles afkræfte: Min onkel Ejner var ansat som ismester i Paradisgade, og mange gange har Bente, Far og jeg lagt en formiddagstur omkring Paradisgade, hvor vi så Ejner fremstille isen i baglokalet til butikken i Paradisgade. De forskellige slags is lå i store kar på størrelse med gruekedler (sådan husker jeg dem i hvert fald). Her fik Bente og jeg udleveret hver en ske, og så kunne vi ellers smage de forskellige slags is og give vores karakterer til dem. Hvis Ejner stod i butikken, måtte vi dog "købe" isen. Det foregik på den måde, at vi betalte med en tiøre og fik to femører tilbage. Noget af alt dette har jeg nu skrevet til Århus Onsdag, så vi kan få det sat på plads.

Påstanden om, at indehaveren af Paradisgades Vaffelbageri skulle være bror til Is-Pedersen kan jeg også afkræfte, da indehaveren i Paradisgade hed Nielsen.



En sjov ting, jeg husker omkring Ejners arbejde som ismester, var en dag, hvor Bente og jeg sammen med Mor besøgte vores moster. Ejner var på arbejde. Der kom et strømsvigt, og min mosters umiddelbare kommentar var: "Det er ikke så godt, for nu kan Ejner ikke fryse".

Ingen kommentarer:

Send en kommentar