Det er længe siden - faktisk et halvt år siden - at jeg på Facebook læste, at Indra og hendes trio ville give koncert i Sankt Lukas Kirke i går og i dag. Jeg lokkede Susanne til at tage med, så jeg bestilte billetter til i aften, da det var arbejdsaften i går.
Erfaringen sagde mig, at man skal være i god tid for at få en ordentlig plads, så vi var ved kirken en halv time før dørene blev åbnet klokken 1830. Og det blev belønnet med pladser på første række med mulighed for at fotografere.
Indra og hendes trio - Indra Jazz Trio - mødte veloplagte til koncerten.
Hvad vi ikke kunne undgå at bemærke var, at Indras mand, Benjamin Trærup, som spiller saxofon, som det første stillede skoene og optrådte i strømpesokker.
Som jeg havde frygtet og Susanne forventet, var det dog ikke noget for hende, så hun listede stille af i pausen. Jeg blev til den bitre ende, en dejlig oplevelse rigere. Ikke mindst var slutnummeret "What a Wonderful World", hvor Indra leverede et af versene helt uden musikledsagelse, med til at gøre det til en god aften.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar