tirsdag den 6. september 2016

Så kan jeg selv

I 1912 skrev en forholdsvis ukendt skibsreder Møller i Svendborg til B&Ws skibsværft i København. Brevet var foranlediget af, at værftet netop havde afleveret verdens første oceangående motorskib "Selandia" til ØK, og Møller spurgte i brevet, om værftet kunne bygge to tilsvarende skibe til ham - de måtte dog gerne være lidt større end "Selandia". Ledelsen hos B&W negligerede Møllers henvendelse og gad ikke engang besvare den.

Syv år senere byggede Møller det første skib på sit nyanlagte værft ved Odense. Mange år og to verdenskrige fulgte, og først i 1949 lod Møller for første gang et skib bygge hos B&W. Så ku' de lære det, ku' de.

I en af mine bøger har jeg læst, at det var sådan, det foregik. Og det skal nok passe.


Nu har Syddansk Universitetsforlag udgivet et stort værk om værfterne i Odense - både værftet ved Odense, værftet ved Lindø og også de bydele og byer, som disse værfter var grundlag for. Bøgerne kom til postbutikken i lørdags, og Susanne hentede dem i går.

Bøgerne er ikke skibshistorie, men værftshistorie. Udover at beskrive tilblivelsen af værfterne og byerne omkring dem, beskriver de også værfternes rolle i det øvrige samfund, de udfordringer de havde gennem tiden og ikke mindst sammenlignes de med de øvrige store danske værfter.








Der er meget at læse, og der er mange tabeller. Bagest i bind 2 er en komplet liste over skibe bygget ved begge værfter.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar