Aarhus Søfarts Museum havde inviteret venner af containerne samt alle frivillige til uddokning i dag. Begrebet dækker åbning af den første udstilling, siden museet måtte flytte fra en fast bopæl til nu 11 40' containere
Tre containere er nu indrettet med udstillinger, som kan tåle at blive vist frem: En container med skibsmodeller, en med fotografier af skibe og en med modeller, opstillinger samt det originale venteværelse fra dengang der sejlede turistbåde fra Aarhus havn til Varna og andre destinationer.
En af museets store kræfter, Pernille, har lavet plancher samt to ringbind med alskens oplysninger om de skibsmodeller, der er udstillet.
Pernille stod også for det kulinariske i aftes, hvor medlemmerne af Aarhus Søhistoriske Selskab var inviteret til admiralsprøve på uddokningen. Der måtte jeg desværre melde afbud på grund af min svimmelhed.
Den officielle indvielse blev foretaget af museumsdirektør Jan Skamby Madsen fra Moesgaard Museum.
Jan fortalte meget om de fund fra af vikingeskibe, som forventes at komme op til overfladen i de kommende år og udtrykte ønske om, at Moesgaard Museum og Aarhus Søfarts Museum kan arbejde sammen om at vise disse herligheder for offentligheden.
Mange gæster havde fundet vej til søfartsmuseet, måske 60-70 stykker. Her ses fhv. borgmester Thorkild Simonsen i samtale med fhv. havnedirektør Kaj Schmidt. Mellem dem er det Kaj Schmidts fhv. sekretær Jette Jensen, som er en hyppig gæst på museet.
Det var dejligt at se så mange støtte op om museet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar