søndag den 14. juli 2013

De kære børn

Da jeg for nylig var med bussen hjem fra Aarhus, hørte jeg følgende samtale mellem en far og hans søn på cirka seks år. Det skal først bemærkes, at der holdt en af Politiets patruljevogne ud for bageren på hjørnet af Skanderborgvej og Holme Ringvej.

Søn: "Far, se, der holder Politiet. Tror du, der er en blevet skudt?"
Far: "Nej, det tror jeg ikke, de er nok bare inde efter brød til kaffen"
Søn (lidt skuffet): "Nåhhh ja"


Kort efter kommer en betjent ud med en stor bagerpose i hænderne, hvorefter sønnen udbryder: "Hold da op far, sikke mange donoughts, de skal ha'".

Det minder mig om en anden episode for nogle år tilbage, også i bussen på vej hjem fra Aarhus, også en far og en søn. En rustvogn kører i modsatte vognbane. Sønnen spørger faren, hvad det er for en bil, og faren forklarer, så godt han nu kan, at den kører med døde mennesker. Han forklarer, at når man er død, kommer man i en kiste, og så bliver man enten brændt - og det mærker man ikke - eller også bliver kisten med den døde sat ned i jorden, og efter et stykke tid bliver man til jord.

Efter lidt betænkningstid spørger drengen: "Hvad så, hvis det regner, bliver man så til mudder?"

Ingen kommentarer:

Send en kommentar