Igen i år arrangerer Fonden Jakob havnerundfarter i pestugen. I dag var medlemmer af Fonden, de frivillige fra søfartsmuseet og de aktive i Aarhus Søhistoriske Selskab inviteret til en slags forpremiere på havnerundfarten med afgang fra kaj 27 klokken 1500.
Det er kanalbåden "Nattergalen", der sejler. Den sejlede også i lørdags ved arrangementet "Åben Havn", i søndags, da "Mærsk Mc-Kinney Møller" ankom samt hele mandagen med publikum til APM-terminalen, hvor man kunne komme tæt på skibet fra søsiden. Mandag aften sejlede skibet en tur med Maersks gæster. Og allerede i aften skal man afvikle den første charter i forbindelse med pestugen.
Turen startede i nordhavnen, hvor byggerierne på De Bynære Havnearealer dominerer det hele. Skibe var der ikke så mange af, men til anledningen ligger bugserbåden "Jakob" ved kaj 27.
Fugle var der derimod masser af. Flest måger og terner, men også en del skarver.
Efter en tur i Sydhavnen fortsatte vi til Multiterminalen og Containerterminalen, hvor der lå et par feedere og lastede. På turen tilbage til kaj 27 kom vi tæt forbi Mols-Liniens kæmpefærge "KatExpress 2". Imponerende er den, men køn? Alt afhænger af øjet, der ser!
Turen varede en lille times tid. Desværre var der overskyet, det bærer billederne præg af. Men så'n er'et bare.
Der er billeder på dette Flickr-set
Ingen kommentarer:
Send en kommentar