De seneste år har jeg fotograferet på den årlige markedsdag på Koltgaarden. Det havde jeg også lovet at gøre i år, men det var tæt på, at det var gået i vasken. Sådan næsten bogstaveligt endda. Arrangementet startede klokken 10 - det gjorde regnen også. Det stod bare ned i stænger. Heldigvis stilnede det af efter et kvarters tid, og efter en lille halv time var der tørvejr.
Det første, jeg så, var to gamle biler, som holdt foran pladsen - en Ford og en Volvo Amazon. Så de var selvfølgelig det første, der blev fotograferet.
Ellers var der masser af boder med fuglehuse, sten, blomster, bøger, tingeltangel, nips og alt mulig andet. Så var der lune pandekager og senere varme pølser og brød, øl og vand til salg.
Som underholdning var der blandt andet harmonikamusik og linedance.
Mens danserne dansede, kom flere store flokke af gæs flyvende over os. De har sikkert læst i avisen, at jagten går ind i morgen. Kloge dyr.
Nu er der en flæskesteg i ovnen og lige straks trækker jeg proppen af en flaske rødvin, og så vil Susanne og jeg hygge os med den.
Der kommer ikke så mange billeder på nettet, da det er mod stedets princip at lægge billeder af beboerne ud. Men der blev da 68 motiver på en CDrom til Koltgaarden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar