Bare så det passer

I aften blev jeg færdig med at læse Nis Boesdals bog "Radiovært på afveje" (se bloggen for 15. september) og har lyst at citere en smule fra bogen. Det første er indledningen, hvor Nis fortæller om sine indtryk fra moderens køkken:

Som barn elskede jeg køkkenet, når min mor gik i gang for alvor. Varmen, dampene, lugtene, aktiviteten og synet af alle de farvestrålende kødstrimler og grøntsager, der til sidst skulle ende i den samme store gryde.
"Hvad kommer du i sovsen?", spurgte jeg engang. "Alt, hvad der er i køkkenet, undtagen sulfo", svarede hun og løftede skeen op til munden. "Hvor meget skal der i?" - "Bare så det passer", svarede hun.
Jeg tror egentlig ikke, jeg lærte noget videre om selve madlavningen i min mors køkken. Bare så det passer kan man ikke bruge til ret meget som niårig. Og mor jonglerede så energisk med krydderier, porreblade, flødekander og piskeris, at det var umuligt at følge med. Men jeg lærte at holde  af selve processen. Den sidste time, inden maden skulle på bordet klokken seks, var blandt de lykkeligste, jeg havde. Det var en ren fryd at sidde på kanten af køkkenbordet ved siden af komfuret, mens hakkede grøntsager, farvede pulvere og sære flasker hvirvlede gennem luften - og fyldte køkkenet med duften, duften af den time fra seks til syv, hvor vi skulle sidde sammen og spise, mens vi fortalte hinanden om dagen, der var gået, og dagen , der skulle komme.

Senere om butikkernes åbningstider i den lille by Raiano, hvor han boede under sit ophold i Italien:

Det er en hovedregel, at alle butikker har åbent fra 9 til 13 og senere igen fra 16 til 20. Men der er undtagelser.
Mandag har alle slagtere lukket, fordi de er ude at købe kød.
Muligvis har Pollo arrosto-slagteren dog åbent. Hans specialitet er ristede kyllinger, som han dog kun har domenica, om søndagen. Der har han til gengæld lukket, så man kan undre sig over, hvordan folk i byen kan udtale sig så malende om kyllingernes fantastiske kvalitet.
Forretningen med frisk pasta har åbent, når hun har tid.
Bageren på torvet har åbent fra 9 til 13, dog ikke mandage eller lige efter festdage - eller hvis familien er på besøg (så holder der en grå Panda i sidegaden).
Det lille supermarked på torvet passer de officielle åbningstider, men løber tør for frisk mælk mellem 9 og 10, og som regel for brød (på bagerens lukkedage) lidt over 11.
Supermarkedet Tigre har både slagter, ostehandler og grønthandler, men det er den samme kvinde, og hun sidder også ved kassen, så man skal have god tid, hvis man skal have andet end vaskepulver.
Cafeen på torvet har åbent hele tiden, når der ikke er lukket eller når konen står i døren med en gulvspand og siger Chiuso!
Pizzamanden har åbent hver aften undtagen mercoledi, onsdag. Det står på et skilt i vejkanten. Teksten er ganske vist regnet væk, men det stod der engang, og derfor ved man det.
Giovedi, torsdag, har alle åbent om formiddagen, men ikke eftermiddag og aften.
Bager Marino har åbent, når han ikke løber halvmaraton eller spiller på saxofon, og alimentari, købmanden i Corso Garibaldi, har åbent, hvis der er nogen, der skal have noget, og hun ellers er i nærheden.
Sådan er det bare.
Storm P. har ikke levet forgæves.
Klassikeren: "Hvad mener du om verdenssituationen?" - "Ingenting, jeg har fået noget i øjet!" er en glimrende rettesnor for al handel i Raiano. Butikkerne er åbne, hvis ikke der er siesta eller én eller anden har fået noget i øjet/hold i ryggen/besøg fra Toscana/lus bag øret - eller er optaget af noget vigtigere.

På vejen hjem tænker Nis meget over den fiskeret, han spiste, lige inden han forlod Italien. Af den grund får han lyst til at spise fisk i Danmark og mener, at en god fisk burde være indenfor rækkevidde.

Det var den selvfølgelig ikke, og det vidste jeg godt i forvejen. Jeg kunne få friturekogte fiskefileter i rasp. Ingen vidste, hvad det var for en fisk, og ingen vidste, hvor den var fanget. Jeg forsøgte at smage mig frem, men raspen var ret dominerende.
Syv tusinde kilometer kyst, og så skjuler vi havets herligheder i rasp og rapsolie. En kendt kok fra Ålborg omtalte for nylig i radioens P1 rastepladsernes menuer som aktiv dødshjælp, og det er selvfølgelig en overdrivelse, der er til at forstå, ikke mindst når man kommer lige fra Italien. Men det er jo ikke Monarch, der bestemmer, hvad vi gerne vil have at spise. Det er os.

Tak for historien.