søndag den 20. oktober 2013

"Maersk Peregrino"

Min tidligere kollega Charlotte sendte en sms og fortalte, at Discovery Channel i aften klokken 20 sendte et program om Maersks FPSO (Floating Production, Storage and Offloading) "Maersk Peregrino". Den udsendelse har jeg lige set.

Skibet ligger forankret i Peregrino bugten ud for Rio de Janeiro, og dets formål er at aftage råolie fra to nærliggende produktionsplatforme og opbevare olien, indtil den afhentes af tankskibe. En anden funktion er at producere strøm til de to platforme samt selvfølgelig til skibet selv.

Skibet er på 307.000 tdw og blev bygget i 2008 som "Maersk Nova", men blev kort tid efter bygget om på et værft i Singapore. Ombygningen varede i to år og kostede mere end 1 milliard dollars. Det har opereret som FPSO siden april 2011. I 2012 blev "Maersk Peregrino" solgt til Statoil og Sinochem. Statoil var i hele processen kunden hos Maersk.


Det var spændende at følge turen fra Singapore til Rio de Janeiro og hele processen med at tilkoble bøjer, slanger og kabler.

Charlotte er rigtig sød til at give mig et praj, når hun bliver opmærksom på udsendelser eller artikler om skibe eller om Cecilie Hother. Hun - Charlotte - er ikke selv uden interesse for teknik. Jeg ved, at hun har en meget stor samling Lego modeller, blandt andet det containerskib, som jeg selv har. Tak til Charlotte for tippet.

På torsdag klokken 22 viser Discovery Channel i øvrigt den første af seks udsendelser, hvor man følger planlægning, konstruktion og bygning af A. P. Møller Maersks Tripple E skib "Mærsk Mc-Kinney Møller". Der vil også være optagelser fra jomfrurejsen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar