torsdag den 3. oktober 2013

Jambalaya

Det husker jeg som en sang med både Carpenters og Creedence Clearwater Revival. Og det er det. Men det er faktisk også en ret. Det vidste jeg så ikke, før vi forleden så en genudsendelse af Luksusfælden. Den unge mand, som sammen med sin kæreste havde inviteret økonomerne, brugte hver dag mere end 100 kroner på mad, når han spiste på sin arbejdsplads. Det  skulle der sættes en stopper for, så manden skulle lære at lave mad. Dertil blev der hyret en professionel kok, og den ret som kokken og den ødsle mand lavede, var netop Jambalaya. Jeg syntes det så lækkert ud, så jeg fandt en opskrift på nettet og lavede retten i aften.


Der bruges kyllingebryst skåret i tern, chorizopølser skåret i tern, løg, peberfrugt, bladselleri. hvidløg, ris, bouillon, persille, limesaft og rejer.

Formiddagen var gået med besøg på Erhvervsarkivet for at hente den bog, som Kenn havde lånt af mig. Jeg havde også lavet aftale med Søren Bitsch på Stadsarkivet for lige at hilse på. Det er Søren jeg har skrevet med omkring upload af billederne til arkivet. Det var et kort, men hyggeligt møde, hvor vi fik en god snak omkring arkivets funktion. Man er lige nu i fuld gang med at indscanne og uploade billederne fra Århus Stiftstidendes meget store og omfattende billedarkiv. På et tidspunkt vil hele materialet blive lagt op, så alle kan se det.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar