Jeg ser gerne udsendelserne med brødrene Price på DR. Både "Spise med Price" og - aktuelt i denne tid - "Price inviterer". Og jeg lader mig også gerne inspirere. Forleden lavede Adam Price og hans gæst, Anne Fabricius Bjerre, hver sin udgave af ærtesuppe. Adam lavede en dressing til suppen, bestående af cremefraiche, fintsnittede røde løg samt stenbiderrogn. Det så lækkert ud, så det måtte jeg bestemt også prøve.
Jeg tog på torvet først på formiddagen. Hos de to ældre damer, hvor jeg normalt handler, købte jeg ind til salat.
Mens jeg var væk, debuterede Susanne i kunsten at lave müsli. Det duftede rart, da jeg kom hjem. Da var müslien næsten lige kommet ud af ovnen.
Til middag lavede jeg en stor skål salat med grønt og rejer - den blev så stor, at den måtte i den store lerskål. Til gengæld blev der så meget, at Susanne kunne få med på arbejde. Jeg lavede Adams dressing også til salaten, for ligesom at prøve noget nyt, dog med 5 % fraiche og desuden et skvat limesaft.
Til aften lavede jeg suppe af resten af blomkålet fra i middags, resten af hjertesalaten, en porre til overs fra i lørdags, en halv pose frosne ærter og en flaske creme fine. Udover kødboller kom der også lidt svitset bacon i suppen.
Jeg smed dressing på suppen på samme måde som Adam havde gjort, men jeg synes nu, den smagte bedst uden dressing. Resten af champignonerne svitsede jeg på panden og gemte dem i køleskabet. De smager nemlig fint på en leverpostejmad.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar