onsdag den 2. oktober 2013

Torvedag og simremad

Midt på formiddagen en tur på torvet efter grønt til aftensmaden i dag og i morgen. Der var ikke mange kunder, da jeg kom, men inden jeg var klar til at fortsætte min tur, var der pænt mange kunder.



Netop da jeg havde handlet hos de to ældre damer, hvor jeg plejer at handle, mødte jeg Leo, som tidligere var fast chauffør på linje 26. Leo gik på pension for et års tid siden, og nu er hans kone også på pension, så de nyder tilværelsen med børnebørn og campingture.

Næste punkt var slagteren på Frederiksbjerg Torv, hvor formålet var at købe svinekæber. Inspirationen til at lave braiserede svinekæber fik jeg fra SuperBrugsens tilbudsavis. Men i går var det desværre sådan, at SuperBrugsen i Kolt ikke var leveringsdygtig i varen, derfor blev det slagteren. 467 gram af varen for 65 kroner.

Susanne havde lavet kaffe, da jeg kom hjem. Kort efter tog hun til Aarhus, hvor hun havde aftale om kontrol hos lægen. Inden hun var hjemme igen, var jeg i gang med aftensmaden. Knapt tre timer fik kæberne lov at simre, tilsat tomatpuré,  hvidløg, løg, timian, porrer og - ikke mindst - en flaske rødvin. Til sidst pyntet med grofthakket bredbladet persille.


Tilbehør var kartoffelmos, som Susanne lavede. Jeg kan hilse og sige, at kødet var mørt, og det hele smagte pragtfuldt. Efter maden så vi "Price inviterer", hvor Kirsten Siggaard var gæst. Og James Price bekræftede min antagelse om, at agurkesalat er bedst, når den er tilberedt dagen før den spises.

I morgen skal vi have en sang til aftensmad.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar