Kontrol på Silkeborg Sygehus

Det var tid til kontrol på Hjerteklinikken på Silkeborg Sygehus. Inden konsultationen fik jeg taget en blodprøve i kælderen. Sygeplejersken Birthe mente nok, at det gik an først at få taget blodprøven i dag, da det hele så fint ud forrige gang.

Der blev lige mulighed for at få et par billeder af lægebilen og andre køretøjer ved Skadestuen.

Undersøgelsen gik fint, hjerterytmen normal, blodtrykket rigtig fint. Vi aftalte, at næste konsultation foregår telefonisk efter først at have fået taget blodprøver på Skejby Sygehus i slutningen af oktober- med mindre jeg selv føler behov for at blive tjekket igen. Det bliver i slutningen af oktober.

Vi sluttede af med at ønske hinanden henholdsvis god ferie og god festival. Birthe skal i år til Skanderborg Festival for 36. år i træk. Ganske imponerende.

Det er rart at være velkommen

I dag skulle jeg til Skejby Sygehus for at få taget en blodprøve. En lille rejse, som på udvejen foregik med bus og lethbane (læg mærke til h'et) og på hjemvejen med to busser.

At jeg havde bestilt tid (det skal man nemlig nu) og var ventet, så jeg straks, da flaget var hejst.

Jeg var der noget før tiden, men blev kaldt ind til en sød laborant efter ti minutter. Hun sagde: "Du håbede garanteret på, at jeg ikke har en skid at lave?". Det kunne jeg kun bekræfte, hvortil hun fortsatte: "Det har jag faktisk ikke. Men jeg kan ikke love dig, at det er sådan hver gang".

Så har jeg lært noget nyt i dag

I morges en tur til lægehuset for at få taget en blodprøve. Formålet var at se, om infektionen i kroppen er væk. Det er den, tallet er nu på under 3. Det skal helst være under 10; for to uger siden var det 185.

Lægen vil dog gerne se en "rigtig" blodprøve, så det bliver en tur på sygehuset i næste uge med efterfølgende konsultation hos lægen. Som svar på lægens forespørgsel om hvordan jeg har det, kunne jeg fortælle, at jeg fysisk er OK, men at jeg er meget træt. Hans beroligende svar var: "Efter sådan en infektion går der tre måneder før trætheden er forsvundet". Tak for det!

Det går mod levesiden

Jeg har ikke været så meget på de seneste dage. Hverken her eller mere generelt.

Tirsdag var jeg som nævnt hos lægen, som konstaterede en lungebetændelse på 185 hk. Natten til onsdag sov jeg stort set ikke, men måtte konstant rende på wc, så jeg frygtede, at en blærebetændelse var stødt til. Efter kontakt til lægen kørte Susanne derop med en urinprøve, som dog ikke viste nogen tegn på betændelse eller infektion. Susanne tog til børnefødselsdag hos Emil i Viborg, jeg sov en del af dagen, nu med lidt mere ro.

Lægen ville gerne se mig og en urinprøve torsdag formiddag. Heller ikke den viste nogen tegn på infektion, og en ny blodprøve (prik i fingeren) viste, at infektionen nu var reduceret til 121 hk. Han kunne kunne godt se på mig, at jeg var meget træt, selvom jeg havde sovet nogenlunde om natten. Besked om at stille til en rigtig blodprøve samt medbringe en urinprøve igen i dag til morgen.

Det med urinprøven gik fint. Det var værre med blodprøven. Efter at sygeplejersken havde forsøgt flere gange i begge arme, måtte lægen selv forsøge på håndleddet. Det lykkedes heller ikke, og det er langtfra første gang, der har været problemer med at stikke i mig. Så det blev en henvisning til sygehuset, hvor jeg skal møde mandag formiddag til blodprøve. Som alternativ et prik i fingeren, og infektionen er nu nede på 77 hk. Så det går da den rigtige vej.

Det var alligevel ikke en ommer

I formiddag gik turen igen til Kolt for at få taget en ny blodprøve. Jeg havde tid klokken 10 og var der i god tid. Sygeplejersken Merete kaldte mig ind næsten med det samme, og vi gjorde klar til en blodprøve. Da hun havde sprittet min arm, så hun på skærmen, at den blodprøve, som hendes kollega tog i onsdags, alligevel var sendt ind, selvom glasset kun var halvfyldt. Og der var også svar på den: PSA-tallet er 2,5. Fint, det skal helst være under 4. Så det blev et nemt job for Merete, og jeg slap for at blive stukket.

Jeg fortsatte til SuperBrugsen og købte lidt ind til i morgen. Da klokken var 10, var jeg på vej hjem.

Det var en ommer

Af en eller anden uforklarlig - og ikke mindst uforståelig - årsag, var jeg oppe ved halvsyv-tiden. Endnu mere uforklarligt er det, at Susanne allerede havde været oppe en times tid og været en tur på Koltgaarden for at hente et par ting, hun havde glemt at få med hjem i aftes.

Da jeg nu alligevel var oppe, og alligevel skulle i SuperBrugsen, tog jeg til lægen for at få taget en blodprøve. Der er åbent for den slags mellem klokken otte og klokken ni, uden at man skal bestille tid.

Efter at have ventet en halv snes minutter, blev jeg kaldt ind til sygeplejersken. Det, som egentlig burde være en rutinesag, klaret på få minutter, var ikke sådan bare lige. Selvom hun stak i begge mine arme, lykkedes det ikke at finde en åre, der gav blod nok, så nu har jeg fået en tid hos en anden sygeplejerske en anden dag til et andet forsøg.

Men besøget i SuperBrugsen blev en ubetinget succes. Jeg fandt alt, hvad der stod på min seddel.