fredag den 27. april 2018

Frokost hos lillesøster

Planen var, at jeg skulle have været på tur med Aarhus Søhistoriske Selskab, men den blev aflyst på grund af for få tilmeldinger. Susanne havde aftalt at besøge sin søster, og den aftale holdt vi fast ved. Men så lavede jeg en ny aftale, så jeg kunne besøge min søster; jeg inviterede faktisk mig selv på frokost.

Det blev rigtig hyggeligt. På vejen købte jeg en buket hos blomsterhandleren i Viby for med den at kunne sige tillykke med fødselsdagen forleden.

Bente havde besøg af Rikkes hund Ludvig. Rikke er ved at få lavet køkken, og hun mente ikke, at Ludvig ville være tilfreds med den larm, som arbejdet medførte.




Vi fik en lækker frokost med en sildemad, leverpostej med bacon og champignoner, frikadeller med hjemmelavet kartoffelsalat, pålæg og en rejemad.

tirsdag den 24. april 2018

Tryghed

Aarhus Kommune, Østjyllands Politi og Kolt-Hasselager Fællesråd havde inviteret til et infomøde med emnerne "Nabohjælp" og "Sikker handel på nettet". Det tilbud tog jeg imod og mødte op på Bavnehøj Skole i god tid før mødet startede klokken 19.


Mange af de gode råd kendte man jo i forvejen, men der var bestemt nyttige informationer at tage med hjem - og så bød de endda på kaffe og kage.

søndag den 22. april 2018

En dejlig formiddagstur

Først på formiddagen besluttede jeg, at mit nye kamera skulle luftes. Det blev til en tur bagom Kildeagervænget og Fuglekærvej til Kunnerupvej ved Koltgaarden.

Selvom der er bygget meget nyt herude - og stadig bliver det - er det skønt at se, at der stadig er plads til et par små oaser mellem boligområderne. I søen bag Kildeagervænget svømmede et par blishøns stille rundt.





Lidt længere ude ligger en faldefærdig gård, hvor der næppe bor mennesker. Indtil for et års tiden siden lå der endnu en gård for enden af Kildeagervænget, men den er nu jævnet med jorden og området ændret til byggeplads for Vibe Huse.




I det lille stykke skov, inden man kommer til Fuglekærvej, var der tusindvis af anemoner.



Fuglekærvej er stadig en landevej, og Kolt er stadig en landsby, når man kommer ind den vej fra.





Inden jeg satte kursen hjemover, lånte jeg Super Brugsens kundetoilet. 

Se hele min billedserie i dette Flickr-album

lørdag den 21. april 2018

Anemoner

Da jeg i morges begav mig på vej til Super Brugsen, havde jeg selvfølgelig mit nye kamera med i lommen. Jeg stoppede op ved krattet ud for Skovhøj og tog et billede af de små anemoner, som nu er dukket op. I mandags var der ingen, men nu er der nogle stykker.



Og så vil jeg benytte lejligheden til at ønske mit idol, Prinsesse Isabella, tillykke med de 11 år i dag. På Kongehusets hjemmeside er der tre friske billeder af Isabella, men de må desværre kun bruges af pressen. Men hun er som altid bare SÅ kær.

fredag den 20. april 2018

Det første billede

Alle, som kender mig bare en lille smule, kan godt regne ud, at jeg ikke skriver om mit første billede. Det gør jeg dog lidt alligevel, for jeg viser her det første billede, taget med mit nye mini-kamera.


Billedet viser mine radiser, som jeg såede i mandags og nu så småt er begyndt at spire. Jeg har også sået persille og purløg. Jeg beder til Vorherre, at det hele må blive til noget.

Hvorfor har jeg så købt nyt kamera? Jeg har i 11-12 år haft et lille Fuji kamera, som kan være i en jakkelomme. Det har jeg stort set altid med mig. Det kan ikke så meget som mit store Sony kamera, men tager dog udmærkede billeder. Eller rettere tog, for på det sidste har jeg haft problemer med at lade det op. Mange gange kunne jeg kun tage fem-seks billeder på en opladning, og det holder jo ikke. Til slut kunne jeg kun tænde kameraet, hvorefter det straks slukkede sig selv.

Jeg kontaktede Mimosa Foto på Store Torv, som tilbød at tjekke batteriet. Trods kameraets alder kunne et nyt batteri skaffes. Jeg besøgte Mimosa i dag, hvor den flinke fotohandler konstaterede, at batteriet ikke fejlede noget, så det måtte være kameraet, det var galt med. Fotohandleren var derefter så flink at sælge mig et Canon SX710HS med 20,3 megapixels og 30 x optical zoom. Det passer også i en lomme, selvom det er lidt større en Fuji'et. Så nu bliver det min trofaste følgesvend.

tirsdag den 17. april 2018

Wreck Ale

Jeg har tidligere skrevet lidt om "Indianer-Stig" (Stig Thornsohn), som er lidt af en eventyrer. Stig og "Dynamit-Aage" var hovedpersoner i TV-serien om havbundens hemmeligheder. Den blev vist på DR1 i sommeren 2017.

Stig er med i bestyrelsen for søfartsmuseet og gæstede i den anledning i dag museet. Jeg nåede kort at hilse på ham, da jeg mødte ind for at deltage i Aarhus Søhistoriske Selskabs bestyrelsesmøde.

En af de ting, som man så Stig og Aage bjerge i tv-serien, var nogle øl fra vraget af S/S "Neva", som forliste i 1861. Man har forsøgt at dyrke gær fra disse gamle øl, og det er faktisk lykkedes. I dag havde Stig en smagsprøve med til besætningen på museet.



Smagen er bitter, ret bitter, men den kan sagtens drikkes. Dermed dog ikke være sagt, at den bliver min favorit. Men spændende var det at smage.

mandag den 16. april 2018

80 års fødselsdag

Min tidligere Falck-kollega Henning fylder 80 år i dag. For at par dage siden aftalte jeg med sønnen Brian, at jeg i stedet for at sende en blomst selv dukkede op og afleverede sådan en. Det gjorde jeg så, sammen med en Gammel Dansk.

Henning havde besøg af sin bror og svigerinde samt børn og svigerbørn. Jeg blev budt på kaffe, juice, en Dr. Nielsen, lidt lunt og et rundstykke.

Både haven, stuen og Henning selv var pyntet med flag, så der var ingen tvivl om, at der blev fejret fødselsdag.




(Fotos: Brian Thrige)

Det blev et par hyggelige timer, inden jeg satte kursen hjem. 

søndag den 15. april 2018

På besøg hos Tante Edith

Tante Edith er den sidste, der er tilbage af den generation, der udgjorde min mor, hendes søskende og deres koner/mænd. Hun var gift med min onkel Erik, som døde for mange år siden. Vi har jævnlig kontakt med Ediths ene datter, Eva, som altså er min kusine.

Edith flyttede for kort tid siden på plejehjem i Hinnerup efter at have boet i omkring 70 år i sit lille hus i Haar, to kilometer nord for Hinnerup. 


I dag var vi med Eva i Hinnerup for at besøge Edith på plejehjemmet "Hinneruplund". Det var et kort, men hyggeligt besøg, og det var rart at se, at Edith nu er i trygge omgivelser og får den pleje, som hun har behov for. Hun fylder 95 år til sommer.




Efter besøget hos Edith var vi omkring huset i Haar, som nu er solgt. Vi hilste kort på nabokonen, inden vi satte kursen hjemad, hvor Eva havde forberedt gullasch og kartoffelmos.



Hos Eva lånte jeg det lille hæfte "Arbejderbevægelse på landet - Hinnerup Kommune" fra 1987.



I hæftet er både min mormor og min morfar (som vi dog altid har kaldt Bedstefar) vist i hver sin sammenhæng. Mormor midt i forreste række


og Bedstefar som nummer to i anden række - selvom billedet er fra 1939, kan jeg sagtens kende ham. Han ser ud, som jeg husker ham, typisk med den lille hue.


Jeg læser lidt videre i hæftet, inden Eva selvfølgelig skal have det tilbage.

onsdag den 11. april 2018

Marius i karantæne

Marius har fået øjenbetændelse og er med kort varsel anbragt i karantæne hos Farmor og Farfar. Han kom i går middag, og planen er, at han skal være her til i morgen.

Men selvom man har øjenbetændelse, kan man jo godt gå en tur på legepladsen og prøve de forskellige ting. Læg mærke til, at Marius mestrer gangmaskinen på kun ét ben!





Efter frokost blev det ipadden der vandt, og nu spilles der Minecraft på livet løs.



At spille Minecraft kræver stor koncentration, og man bliver megatræt, så indimellem ser man tegnefilm.

mandag den 9. april 2018

Logbogen

Nyeste nummer af Logbogen var med postbuddet i dag.

Igen en blandet søhandel med nyt fra søfartsmuseet og bugserbåden "Jakob" samt annoncering af en udflugt for medlemmerne.

Der er en beretning fra en tidligere ØK-sejler om hans oplevelser på en enkelt rejse til Østen og hjem igen med "Boribana", der er et par omtaler af nye bøger, omtale af det nye AarhusArkivet samt kommende sejlsportsarrangementer i Aarhus.

En selv har forfattet et stykke, der handler om dengang Viggo stillede træskoene. Derudover er der yderligere beretninger fra to gæve sømænd - den ene beretning er faktisk fjerde afsnit af en lang beretning, hvor jeg regner med, at sidste del kommer i juli-nummeret.






Udover sidste beretning af sømandens erindringer har jeg to pæne indlæg på lager til næste blad.

fredag den 6. april 2018

Fødselsdag hos Loke

Loke fylder syv år i dag. Susanne fik en uventet feriedag, så vi kunne komme til fødselsdag til eftermiddagskaffe og aftensmad.

Loke havde ønsket sig en fodbold, den gav vi ham. Af forældrene fik han et fodboldmål, så Loke og hans onkel brugte lang tid på at spille fodbold i haven.


Til aften fik vi Pasta Alfredo med flûtes.

Så kan sommeren godt komme

For nogen tid siden lovede Susannes mor Susanne, at hun ville forære hende et café-sæt til at stå på terrassen i forhaven. Det blev med gode venners hjælp købt hos JYSK i går og samlet her til morgen.



Nu venter vi bare på varmen, så vi kan sidde derude og nyde vores formiddagskaffe.

onsdag den 4. april 2018

Velbekomme

Sådan en 400 grams karbonade med kartofler, stuvede grøntsager og rødbeder nød vi - altså en hver - i aften på Hasselager Kro. Vi gik bestemt ikke sultne derfra.


(Foto: Hasselager Kro)

Kroen holder nu en pause med onsdags-menuer, da krudtet i de kommende uger skal bruges på 24 konfirmationsfester. Men fra 16. maj er der igen aftensmad om onsdagen.

tirsdag den 3. april 2018

I år faldt foråret på en mandag

I dag vågnede vi til dette syn -



- og det sner stadig.

Hjalte skal være her fra i dag til i morgen, så måske kan han komme ud at lege i morgen? Foreløbig leges der med dyr og biler.




Hjalte viste os, at han har et stort plaster på den ene arm. Vi spurgte deltagende til årsagen, og den er, at han har været oppe og slås med en blå dinosaur. Det gjorde meget ondt, og han græd.

Aftensmad (rugbrød): "Vil du smage hamburgerryg?" - "Nej". "Vil du smage spegepølsen?" - "Nej". "Hvad vil du så have?" - "Kun leverpostej med remoulade og ristede løg. Det er nemlig godt for mig!".

mandag den 2. april 2018

Foråret er over os

Marts måned har været præget af sne og frost, men nu ser det ud som om april skal indeholde forår. Og det skal være så inderligt velkomment.

Susanne har pudset vinduer og fejet på terrassen og sat børnebørnenes legesager frem, så de er klar til sandkassen.

Først på eftermiddagen gik jeg en lille tur for at se, om det er rigtigt, at foråret er ved at være her. Selvom der ikke var mange forårsblomster eller knopper på træerne at se, så kunne jeg alligevel ikke undgå at få fornemmelsen.

Turen gik først til den lille mose ved den gamle hundegård. 






Dernæst omkring Lemmingvej og forbi den nye legeplads. Jeg glædede mig over, at vi bor så flot, som vi gør - tæt på byen, og alligevel lidt på landet.


Vejrprofeterne har faktisk spået mellem 15 og 20 graders varme den kommende weekend