fredag den 13. november 2015

myheritage.dk

I fjernsynet reklamerer man for siden myheritage.dk, hvor man angiveligt skulle være i stand til at danne sit stamtræ. Helt ærligt, så troede jeg faktisk ikke på det, men var alligevel nysgerrig for at prøve. Og minsandten om ikke det lykkedes mig at finde frem til nogle af mine aner.

Jeg oprettede mig med efternavnet Rasmussen, som jeg er døbt. Ret hurtigt fandt jeg frem til mine bedsteforældre, og specielt min farfars familie. Om det er den rigtige familie, kan jeg selvfølgelig ikke garantere, men tror det helt bestemt. Der nævnes flere søskende, men de to navne, som jeg har hørt nævnt fra min farfar, er i hvert fald med.



Det ene navn er Kamilla. Farfar havde en søster Kamilla, som emigrerede til Amerika. Jeg har for mange år siden set billeder af hende og hendes familie. Så er der nævnt en bror Rasmus, og ham glemmer jeg aldrig omtalen af. En dag, hvor min far og jeg besøgte min farfar, fortalte Farfar: "Min brower Ras ble begrawet i goor". Min far spurgte deltagende til hvordan det dog kunne ske, og svaret kom prompte: "Han var vel dø for Fanden".

Nu er jeg oprettet som bruger af et stamtræ, så jeg leger videre en anden god gang.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar