Viser opslag med etiketten Ballen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Ballen. Vis alle opslag

tirsdag den 15. oktober 2019

Danmark set fra luften

Lillebror Per har de seneste dage lagt en del gamle billeder på Facebook - billeder downloaded fra Det Kongelige Biblioteks side "Danmark set fra luften". Biblioteket lægger masser af billeder ud til frit brug mod kildeangivelse.

Det skulle jeg da også prøve, så efter en kort vejledning brugte jeg i dag et par timer på at dykke lidt tilbage i tiden.

Kvaliteten på billederne er ret svingende, tilsvarende er der stor forskel på, hvor tæt man har fløjet under fotograferingen og hvor meget af de enkelte bygninger, man ser. Flere af nedenstående motiver er udsnit af større billeder. En lille tur ad Memory Lane blev det til med start ved mit fødehjem, Vestergade 44.




Derefter til Skovvejen 40,



Falck-stationen på Kystvejen,



mine morforældres hus i Hinnerup,



fiskehuset ved Norsminde, hvor vi har tilbragt en del ferier i Falcks sommerhus tæt ved.



Livet på arbejdsmarkedet startede i bygningen Havnegade 2B



og på havnen.



Ferier har der været tid til, blandt andet i Ballen på Samsø



og på Tunø.



Stort set alle billederne er fra "før min tid", men dog ikke længere tilbage i tid, end jeg kan genkende det hele.

Jeg slutter med dette pragtfulde billede af "Jylland", som sejlede på ruten Århus-Samsø-Kalundborg fra 1933 til 1966.




www.kb.dk/danmarksetfraluften

torsdag den 26. oktober 2017

Tur til Samsø

For længe siden planlagde vi sammen med Britta og Niels en tur til Samsø den 25. oktober (i går). Havde vi kendt vejrudsigten, havde vi måske valgt en anden dag. Men på trods af regn og blæst havde vi en god tur.

Vi tog med "Prinsesse Isabella" fra Hou klokken 0930. 





Færgen vippede lidt, men ikke mere end vi kunne nyde de medbragte rundstykker og kaffen uden at blive søsyge. En time senere kørte vi i land i Sælvig og satte i første omgang kursen nordover.

I Nordby gjorde vi holdt ved Nordby Gammel Købmandshandel, en butik med Samsø-specialiteter. Jeg købte en spegepølse, lavet af kød fra Brattingborgs fasaner. Samtidig smagte vi på en lækker kartoffelsalat - det gjorde, at jeg i en nærliggende gårdbutik købte aspargeskartofler og rødløg, så jeg kan lave den sammen med noget kylling i morgen.




Vi fortsatte til Issehoved, hvor vi hilste på et par af de fritgående køer.



Herefter kørte vi mod syd (man kan faktisk ikke andet) og endte ved Brattingsborg, hvor vi så masser af fasaner - både langs vejen og på den. De var dovne og virkelig fede, de skal måske også ende som spegepølser.


Vi spiste frokost hos Carlos Corner i Tranebjerg, tre fiskefileter med remoulade og brød, meget velsmagende. Inden vi kom der, havde vi fundet ud af, at næsten alt på Samsø har lukket om onsdagen. Carlo og frue fortalte, at det nyder de godt af, så de holder åbent og får på den måde pæn søgning om onsdagen. 

Efter middagen kørte vi til Ballen, hvor vejret viste sig fra en pæn side. I Brugsen købte vi fire kopper kaffe og nogle snitter, som vi nød stående ved et plankeværk ved havnen.



Mens pigerne købte kaffe og kager, gik Niels og jeg en tur ved havnen, hvor vi blandt andet så den gamle fiskekutter "Jan", der nu ligger på land som en slags museum.



Der lå en del sejlskibe i havnen. De fleste af dem tilhører formentlig de indfødte. Et af sejlskibene hed "IngenTing".



Vi fortsatte lidt rundt og gjorde i Besser stop ved "The Morgan Garage", et lille museum for Morgan biler.


Indehaveren var ved at reparere en port og forkyndte, at der var lukket, så vi fik kun lov lige at stikke hovedet ind og se bilerne i hallen. Helt ærligt, så kunne han godt have ladet os kigge i ti minutter.

Videre til Besser Rev, hvor vejret viste sig fra forskellige sider: mod nord med nogenlunde blå himmel, mod syd med truende mørke skyer. Men havet var stille.




Det var det imidlertid ikke på den anden af øen. I Sælvig-bugten viste havet tænder, og vi tænkte lidt på, om det kunne blive en vippetur, når vi senere skulle med færgen hjem.



Sidste stop blev Mårup, hvor der blev tanket, inden vi fortsatte til den lille undselige havn. Her hilste Niels og jeg på et par gæs og så blandt andet den lille passagerbåd "Tunø", som stadig bruges som afløser, når "Tunøfærgen" ikke er i drift.




Mens vi ventede på færgen i Sælvig, blev det til et par billeder af solnedgangen.


Vi sejlede med "Prinsesse Isabella" fra Sælvig klokken 1815, og turen viste sig at foregå uden vip. Jeg tog lige et billede af billedet af skibets gudmoder. Det hænger i en af færgens saloner.


Britta havde købt fire Sweat Deals med spisning på Hørning Kro, så der spiste vi på vejen hjem. Indbagt laks, kalvesteg med tilbehør samt chokoladekage med is. Altsammen for 158 kroner. Og det smagte!



Vi var hjemme ved 2130-tiden, og i dag er vi trætte.

Se alle dagens billeder i dette Flickr-album

lørdag den 21. maj 2016

Tur til Samsø

Aarhus Søhistoriske Selskab havde arrangeret en tur til Samsø med både færgebesøg og sightseeing på øen. Vi mødtes i Viby klokken 0815 og kørte med en gammel bus - nogle påstod, at det var dens sidste tur - til Hou, hvor vi tog med "Prinsesse Isabella" til Sælvig.




På turen blev halvdelen af de cirka 40 deltagere vist rundt på færgen og så maskinrum og styrehus. Den anden halvdel fik lov at passe sig selv.

Sikkert i land på Samsø kørte vi til Kanhave kanalen, hvor vi gjorde holdt og nød en kop kaffe, et rundstykke og en Gammel Dansk Doktor Nielsen samt så det skelet af et vikingeskib, som er stillet op i kanalen for at give et indtryk af både dens og et vikingeskibs størrelse.


Vi fortsatte rundturen, var blandt gennem Nordby og skulle egentlig have været på Ballebjerg, men chaufføren kørte forkert, så planen blev ændret til et besøg i bakkerne ved Samsøs nordspids Issehoved. Det gjorde nu ikke så meget, her var en flot udsigt og vejret var fint.


Efter mere rundvisning blev kursen sat mod den nye færgehavn syd for Ballen, hvor færgen "Samsø" (tidligere "Kanhave") havde ophold nogle timer. Her nød vi en lækker frokost med en Færgeøl.



Efter frokosten blev vi i to hold vist rundt på færgen. Desværre løb tiden fra os, så mit hold nåede kun at se styrehuset, men det var bestemt også spændende at se og høre om, hvordan et moderne skib navigeres.


Lidt forsinket kørte vi til Sælvig, hvor vi atter kørte om bord på "Prinsesse Isabella". På denne tur var det mit holds tur til rundvisning, som startede i maskinen og sluttede i styrehuset. Det specielle ved "Prinsesse Isabella" er, at hun kan sejle på både gas og dieselolie. Det er første gang, jeg har set et elektronisk søkort i anvendelse. Ganske imponerende, skibet finder stort set selv vej fra havn A til havn B.





Man kan ikke være gæst på Samsø den 21. maj uden at købe nye kartofler med hjem, så der blev tid til et kort ophold ved Gårdbutikken Langemarksgaard. Jeg købte to poser kartofler med hjem, men desværre var der ikke asparges at få.

Vi var planmæssigt hjemme på Viby Torv klokken 1740. Efter min mening er denne tur en af de absolut bedste, som Selskabet har arrangeret i den tid, jeg har været i bestyrelsen.

Se alle mine billeder fra turen i dette Flickr-album