Viser opslag med etiketten politi. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten politi. Vis alle opslag

fredag den 3. juni 2022

Dronningevelkomst og kagedronning

For længe siden havde jeg lovet folkene fra "Jakob" at ta' med på bugten i dag og tage billeder, når "Jakob" modtog kongeskibet "Dannebrog" og Hendes Majestæt Dronning Margrethe II af Danmark.

Det var med afgang fra Dokk1 klokken 0845. Forinden nåede vi at se en næsten tom "Lilleøre" afgå til Samsø.


Med på turen var inviteret en femteklasse sammen med et par lærere og et par forældre. De ankom med letbanen kort før afgang og blev beværtet med saftevand og kagedronning.




En af skolepigerne havde fødselsdag, så der blev sunget fødselsdagssang flere gange.


Mens vi ventede i havneløbet, var der livlig trafik til og fra havnen. Containerskibet "Ida Rambow" kom ind, efterfulgt af Finnlines' "Finnmill". Royal Arctic Lines "Tukuma Arctica" lå i containerhavnen. Molslinjen afsejlede mod Odden og vandflyveren ankom fra København.


Men så blev det "Dannebrog"s tur. "Jakob" hilste med vandsøjler fra de to vandkanoner på taget, og jeg nåede da også at få en slasker, mens jeg fotograferede.


"Dannebrog" blev ikke fulgt helt til kajs, for skipper mente, at hvis vi gik direkte til kaj, kunne børnene nå at hilse på majestæten, når hun gik i land ved Honnørkajen.



Jeg vidste på forhånd, at trafikken - inklusive busserne - ville gå mere eller mindre i kaos, så efter at have tisset af i Dokk1 satte jeg kursen mod rutebilstationen. På vej derhen mødte jeg optoget af garderhusarer og ridende politi, måske 70-75 heste i alt.



Det blev til en hjemtur med 3A, 5A og 1A.

Flere billeder af kongeskibet i dette Flickr-album

Flere billeder af garderhusarerne i dette Flickr-album

fredag den 8. oktober 2021

Til foredrag hos Ældre Sagen

Det er mere end halvandet år siden, at vi sidst var til foredrag hos Ældre Sagen. 

Vi havde i 2020 meldt os til et foredrag med tidligere kriminalkommisær Orla Trangbæk. To gange blev det udsat, men i dag blev det.

Vi havde nok forventet lidt mere politi og lidt mindre Orla i foredraget, men det var alligevel spændende at høre om nogle af de tildragelser, som en politimand kan komme ud for i tjenesten.

Orla er 89 år, så godt gået at holde sit foredrag uden manuskript.

lørdag den 18. september 2021

Ingen dramatik

Dagen startede med en strømafbrydelse, som varede en god halv times tid.

Til middag var vi hos Bente for sammen med Per at se en lånt CD med nogle gamle optagelser fra Falck-stationen på Kystvejen. Efter en dejlig kalvegrydesteg og en pæretærte tog vi bussen hjem og skiftede til 1A i Emil Vetts Passage.

Ved Magasins personaleindgang holdt en politibil. Det kommenterede jeg med "Så er der nok en, der er blevet skudt!".


Og hvorfor gjorde jeg det? Det skyldes en oplevelse for flere år siden, hvor jeg sad i bussen på vej hjem. Det gjorde også en far med en søn på omkring fem år. Ud for bageren på hjørnet af Skanderborgvej og Holme Ringvej holdt en politibil. Drengen udbrød spontant: "Der er nok en, der er blevet skudt". Faren tog straks glæden fra knægten ved at sige: "De er nok bare inde for at købe brød til kaffen". Øjeblikket efter kom betjentene ud med en stor pose brød, og knægten udbrød: "Sikke mange donuts de skal ha'". Men lidt skuffet var han vist.


Efter at have set nærmere på mit billede var årsagen til politiets tilstedeværelse sikkert den ulovligt parkerede cykel.

mandag den 1. juni 2015

En kold bytur

Da jeg sidste år købte nye briller, lovede den flinke brilledame, at jeg en gang om året kan få sat nye næsepuder på brillerne. Det skulle koste gratis. I dag blev så dagen. Jeg tog med bussen, så jeg var i Aarhus lidt før klokken 10, hvor optikeren åbnede forretningen. Det tog ikke mange minutter at skifte puderne samt tjekke, om stængerne fungerer, som de skal.

Jeg havde overvejet en tur på havnen, men det var skisme for koldt, der blæst' nemlig en wældig wind i daw ud' fra west. I stedet blev det til en strøgtur, hvor også andre butikker var ved at åbne. Det var svært for den lårkorte Telia-pige at holde styr på sine balloner.


Til gengæld havde de cyklende repræsentanter for ordensmagten ingen problemer med at holde cyklerne, mens de fik en sludder med nogle af byens borgere.


Susanne havde været i Viby efter lidt forskelligt og havde kaffen klar, da jeg kom hjem.

fredag den 25. april 2014

Nu med nye briller

Bente havde inviteret på eftermiddagskaffe i anledning af sin fødselsdag. Vi tog hjemmefra før middag, spiste frokost i KlosterCaféen og gik derfra til Magasin for at købe en æske chokolade til fødselsdagsbarnet. Derfra videre til Thiele i Immervad for at hente mine nye briller, som var meldt klar i går.


Jeg undskylder den forringede billedkvalitet

Mens vi ventede på 3Aeren på Klostertorvet, var kameraet selvfølgelig fremme. Der kom et par billeder af de nye busser i kassen, og også en politibil kom med. Da patruljevognen kørte forbi, vinkede betjentene og smilede til mig. De har sikkert undret sig over, hvorfor sådan et gammelt fjols stod der og fotograferede politibiler.


Vi var tidligt hos Bente, senere kom Rikke, Per, Hanne og Albert. Sidst på eftermiddagen kørte Hanne og Per os hjem. Det havde vi aftalt, da vi havde nogle forskellige Falckblade til Per og et par broderier, som Hanne formentlig kan bruge i sit værksted. Vi spiste aftensmad her, inden de satte kursen mod Harlev.

søndag den 14. juli 2013

De kære børn

Da jeg for nylig var med bussen hjem fra Aarhus, hørte jeg følgende samtale mellem en far og hans søn på cirka seks år. Det skal først bemærkes, at der holdt en af Politiets patruljevogne ud for bageren på hjørnet af Skanderborgvej og Holme Ringvej.

Søn: "Far, se, der holder Politiet. Tror du, der er en blevet skudt?"
Far: "Nej, det tror jeg ikke, de er nok bare inde efter brød til kaffen"
Søn (lidt skuffet): "Nåhhh ja"


Kort efter kommer en betjent ud med en stor bagerpose i hænderne, hvorefter sønnen udbryder: "Hold da op far, sikke mange donoughts, de skal ha'".

Det minder mig om en anden episode for nogle år tilbage, også i bussen på vej hjem fra Aarhus, også en far og en søn. En rustvogn kører i modsatte vognbane. Sønnen spørger faren, hvad det er for en bil, og faren forklarer, så godt han nu kan, at den kører med døde mennesker. Han forklarer, at når man er død, kommer man i en kiste, og så bliver man enten brændt - og det mærker man ikke - eller også bliver kisten med den døde sat ned i jorden, og efter et stykke tid bliver man til jord.

Efter lidt betænkningstid spørger drengen: "Hvad så, hvis det regner, bliver man så til mudder?"

torsdag den 6. juni 2013

Susanne har fødselsdag -

 
- det har hun jo, og det er i dag. På saxo.dk har jeg bestilt bogen "Kayo - strømerens bedste ven", skrevet af den betjent, som mistede sin elskede hund i forbindelse med et voldsomt bankrøveri i det vestlige Aarhus i 2009. Jeg så et indslag med betjenten på TV2 Østjylland, hvor han - stadig meget berørt af hændelsen -  fortalte om bogen, og jeg tror helt sikkert, at den er noget for Susanne. Meget passende lå pakken med bogen i postkassen her til morgen.

Og selvfølgelig var Susanne oppe før mig og havde dækket morgenbord, da jeg stod op. Tillykke med fødselsdagen.