Viser opslag med etiketten Ældre Sagen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Ældre Sagen. Vis alle opslag

fredag den 8. oktober 2021

Til foredrag hos Ældre Sagen

Det er mere end halvandet år siden, at vi sidst var til foredrag hos Ældre Sagen. 

Vi havde i 2020 meldt os til et foredrag med tidligere kriminalkommisær Orla Trangbæk. To gange blev det udsat, men i dag blev det.

Vi havde nok forventet lidt mere politi og lidt mindre Orla i foredraget, men det var alligevel spændende at høre om nogle af de tildragelser, som en politimand kan komme ud for i tjenesten.

Orla er 89 år, så godt gået at holde sit foredrag uden manuskript.

fredag den 26. oktober 2018

Vi har fået en gave

I begyndelsen af måneden ønskede søster Bente at blive meldt ind i Ældre Sagen. Hun var så flink at kontakte mig og lade mig melde hende ind - for så kunne jeg få en gave. Gaven kom i dag med posten.


To kaffekrus fra Royal Copenhagen.

fredag den 9. februar 2018

Sådan var det

I formiddag var vi igen til foredrag hos Ældre Sagen i Viby. Denne gang var det sognepræst i Thorsager, Bregnet og Feldballe Jørgen Gleerup (født 1953), som underholdt med titlen "Livet på landet i 50'erne". Udover at fortælle om sin barndom og ungdom på Randers-egnen, spillede og sang Jørgen Gleerup flere kendte sange.

Rigtig meget af indholdet kunne man nikke genkendende til. Det kunne være hans beretning om skoleforelskelsen, skolegangen, tøjet, tidens musik og film, konfirmationsforberedelsen og endelig maden. Jeg kunne virkelig genkende søndagsmenuen med stegt kylling, nye kartofler, agurkesalat og god sovs - desserten enten citronfromage eller gul budding.

Jørgen Gleerup har et specielt forhold til fodbold. Som knægt spillede landsbyens drenge fodbold med en tom konservesdåse, og man overværede alle de lokale kampe mellem holdene fra landsbyerne, og ikke mindst Randers Freja. AGF var derimod et hadet hold, og det er det for så vidt stadig. Men når Jørgen Gleerup i dag er til fodbold på Aarhus Stadion for at se AGF, spiller han skuespil og lader som om, at han holder med AGF. Hvorfor? Jo, vennen Kjeld Holm sidder ved siden af, og af frygt for at blive trukket i løn, lader man selvfølgelig som om, at man holder med AGF.

Slutningen på hver lille beskrivelse var: Sådan var det.


Jeg spurgte Jørgen Gleerup, om jeg måtte tage et par billeder under foredraget. Det måtte jeg gerne, men jeg måtte ikke sende dem "op i skyen, for der ved man ikke, hvor det bliver af". Det respekterede jeg selvfølgelig, så derfor er der ikke noget billede til at ledsage mit indlæg. Sådan var det.

Efter foredraget tog vi en buffet hos Asia Restaurant i det, der engang hed Hotel Mercur. Derefter fortsatte Susanne hjem, mens jeg tog i REMA1000ben efter hendes rugbrød. Det er Super Brugsen nemlig ikke leveringsdygtig i. Sådan er det.

fredag den 17. november 2017

Foredrag hos Ældre Sagen

Det lykkedes mig næsten at holde mine hosteanfald tilbage i de to timer, hvor vi lyttede til Lillian Nørgaards foredrag "Det at være tyskerbarn". Lillian fortalte om, hvor underligt det er - når ens forældre er døde - at opdage, at man er bortadopteret og ens far var tysk soldat.

Det var dog ikke 100 % hendes eget forløb, men næsten. En rigtig god fortælling om fordomme, fortielser og løgne.

Efter foredraget spiste vi buffet i Asia Restaurant og købte lidt ind i Føtex. Nu hoster jeg så videre med uformindsket styrke.

fredag den 24. marts 2017

Foredrag med Preben Nibe

Igen et spændende foredrag hos Ældre Sagen i Viby - i dag med fhv. kriminalkommissær Preben Nibe, som fortalte om forskellige sager fra sine næsten 40 år i Politiet. Én enkelt sag ville han dog ikke fortælle om, da der allerede er sagt og skrevet meget om den - og måske også fordi det piner ham, at han trods 32 års efterforskning ikke har kunnet opklare sagen. Preben gik på pension i 1999.


Der var beretning om en bankrøver i blå habit og med sort paryk, en morder, som hørte stemmer, en morder, som begik et groft overfald og røveri for at skaffe penge til en tur til Livø, fru Petersen, som blev narret til indlæggelse samt flere andre spændende sager. Alle fortalt på en både spændende og underholdende måde.

Selv om Preben som nævnt ikke fortalte om Højbjerg-mordet i 1967, ville han dog gerne svare på spørgsmål om det, og som svar på mit spørgsmål fortalte han, at han nu ikke længere går en tur rundt om huset på Hestehavevej hvert år på årsdagen for mordet. Men han tænker stadig meget på sagen.

Susanne var med i dag, og efter foredraget inviterede hun på frokost på Asia Restaurant.

fredag den 10. marts 2017

Foredrag med Indianer-Stig

Ældre Sagen havde indbudt til et foredrag med eventyreren Stig Thornsohn, også kendt som Indianer-Stig. Jeg kender Stig sporadisk fra søfartsmuseet, hvor han er med i bestyrelsen, men dog ikke en hyppig gæst.



Stig har sammen med blandt andre Dynamit-Aage og Peter Panik forsket og dykket i mange vrag i både danske og udenlandske farvande. Han fortalte om nogle af vragene og de ting, man har fundet og taget med op - og de ting, som man stadig håber at kunne finde.

Mest kendt er Stig for sin deltagelse i hævningen i Kattegat af den tyske ubåd U534, som blev sænket af engelske flyvere den 5. maj 1945. Ubåden er i dag skilt ad i flere dele og udstillet i Birkenhead ved Liverpool.

Blandt mange ting fra ubåden er et kaffestel, som nu befinder sig hos Karsten Ree, som financierede hævningen af ubåden. Desuden kunne Stig fremvise en bådsmandsfløjte og den ene af to piber, som blev fundet i vraget, samt kaptajn Nollaus "hundetegn". Kaptajn Nollau var med sine 29 år den ældste om bord, de øvrige besætningsmedlemmer var alle mellem 18 og 22 år.





Et af de mere spektakulære fund i vraget var en samling filmruller med billeder, som ikke var fremkaldt. Et specielt laboratorium fik til opgave at fremkalde filmene, men desværre var kun et enkelt billede brugbart. Og hvad det forestiller, kan der kun gisnes om. 


Der blev gættet på et lig eller et foster, men et foster i en ubåd med en besætning på 52 mænd?

Stig har for National Geographic lavet en film om vraget. Som et indslag i denne film, var det lykkedes at indbyde både overlevende besætningsmedlemmer fra U534 samt besætningsmedlemmer fra det fly, som sænkede ubåden. Det foregik på Anholt, hvor man så autentiske billeder fra sænkningen.

Det næste projekt bliver hævningen af den tyske ubåd U2359, som ligger mellem Læsø og Sverige.



Det var kort sagt et uhyre spændende foredrag, der gav appetit på mere. I øjeblikket arbejder Stig sammen med et TV-hold på en serie på seks udsendelser, som vises på DR1 fra juni.

Efter foredraget mødtes jeg med Susanne. Vi spiste frokost hos Asia Restaurant og købte derefter ind i Føtex.

NYT 19/6 2017: Udsendelserne "Havbundens Hemmeligheder" er flyttet til august. Første udsendelse vises på DR1 torsdag den 24. august klokken 2030, derefter de følgende fem tirsdage.