onsdag den 9. juli 2014

Årets varmeste dag

Og måske også den travleste?

Formiddagen bød på besøg af min tidligere kollega Henning og fru Grethe. Jeg har haft lånt Hennings scrapbøger for at scanne billeder og udklip og lægge dem på Facebook. Jeg er nu færdig med at scanne ind og mangler kun at lægge nogle få på Facebook.

Efter en hyggelig formiddagskaffe med rundstykker og kage gik turen til havnen for at mødes med Karl Nøhr. Vi nød en kop kaffe i den smule skygge, vi kunne finde mellem museets containere, og jeg fik nogle ekstra numre af den nye "Logbogen" med hjem.

Bybilledet præges nu meget af de Solaris-busser, som er malet i den klare gule farve. På Klostertorvet fangede jeg en med den oprindelige farve og en ommalet, så man tydeligt kan se forskellen. Ingen tvivl om, hvilken der er kønnest.


Hjemme nød jeg en kold pilsner, mens jeg bælgede ærter, som skulle bruges i aftensmaden. Derefter igang med de øvrige ingredienser til "Kylling med spinat i fløde-tomat sauce". Da jeg også brugte noget kalkunkød, valgte jeg at kalde retten for Kylkun.

Da vi havde spist, sad vi på terrassen og nød en sodavand og et køligt glas hvidvin. Kort efter, at vi gik ind, stod månen op.


Senere så vi herrefodboldlandskampen mellem Argentina og Holland. Vi valgte dog at gå til køjs efter den ordinære spilletid.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar