REMA 1000ben

For et stykke tid siden åbnede en REMA 1000 butik (populært kaldet REMA 1000ben) ved Kongsvang i Viby. Vi har et par gange talt om at besøge den, da vi har hørt godt om den butikskæde.

Efter de nye buskøreplaner, som trådte i kraft i december, har vores bus 1A fået stoppested tæt på butikken. Det gør, at vi ikke skal skifte bus for at besøge butikken. Det gjorde jeg så i dag.

Jeg er ikke ovenud imponeret over butikken. Der er ikke nogen særlig logik i indretningen, den minder meget om en Fakta-butik, men der er pæne og friske varer, og så er der den fordel, at man kan købe gulerødder stykvis og ikke nødvendigvis et kilo. Det samme med porrer, hvor man ikke behøver købe et bundt, hvis man - som jeg - kun skal bruge to porrer.

En o.k. butik, som jeg godt kan finde på at besøge igen, men den slår altså ikke min lokale Super Brugsen.

Naturhistorisk Museum

En tur på Naturhistorisk Museum er altid et hit for børnebørnene, og Marius udtrykte også denne gang et ønske om at se dyrene.

Vi drog af sted, først med 1A, bagefter med letbanen fra banegården til Universitetsparken. Derfra var der ikke langt at gå til museet.

Marius er helt tryg ved de store dyr fra istiden, selvom de kan virke voldsomme: de er store, de laver lyde, og der er ret mørkt i lokalet, hvor de står. Men de blev afprøvet flere gange, allesammen.

Selvfølgelig havde vi madpakker med, og bevidstheden om deres tilstedeværelse gjorde, at en af os var sulten allerede klokken halv elleve. Hjemturen omvendt udturen, først med letbanen, derefter med 1A. Det var Susannes første tur med letbanen. 

Hun fortsatte med bussen til Kolt for at hente en pakke med kanyler, mens Marius og jeg gik direkte hjem og lavede kaffe til de flødekager og trøfler, som Susanne købte med hjem.

Marius på tur med letbanen

Jeg foreslog Marius en tur med letbanen, og det ville han gerne. Vi tog af sted efter middagsmaden, men det var vist ikke helt så spændende, som han havde forventet. Vi skiftede ved Nehrus Allé til toget den anden vej.

På vej hjem var vi på apoteket og købe medicin til Farmor.

Efter aftensmaden, som igen bestod af "farfarmadder", hjalp vi hinanden med at bygge en hule. 

Marius havde en teori om, at han ville sove i den i nat. Det skal han ikke.

Marius på ferie

Så er det Marius' tur til at være på ferie nogle dage. Han kom sidst på eftermiddagen, og mens Farmor er på arbejde hygger han sig med Farfar. Eneste ønske til aftensmad var "farfarmad" = makrel i tomat med mayonnaise ovenpå.

Marius er nu i nattøj og klar til at komme i seng. Han ser Brandmand Sam på fjernsynet og har fået lidt forskud på sit fredagsslik og luner sig med Farmors tæppe.

Så bliver det vist ikke meget bedre.

Tur med letbanen

I dag nossede jeg mig endelig sammen til at tage en tur med letbanen. Det blev fra Aarhus H til Skejby og retur med samme tog til Nørreport. Der var ikke mange med toget sådan en onsdag formiddag.

Den første strækning langs den tidligere havn til Nørreport går ikke så hurtigt, og vognsættet knager noget i kurverne. Men så kommer der fart på opad Randersvej.

Hvis jeg skal finde noget at klage over, så må det være det lave antal af stop-knapper samt manglende ur i toget. Komforten kan på ingen måde sammenlignes med busserne.

Jeg stod af toget ved Nørreport og tog et par billeder af de næste tog.

Bare i de 10-12 minutter jeg stod der, krydsede mange fodgængere sporene. Jeg er bange for, at en dag i usigtbart vejr, så....

På det sidste billede ser det  ud som om lokoføreren - eller hvad han nu kaldes - sidder i den forkerte ende af toget. Forklaringen er, at man i en periode kører med to lokoførere, og en af dem opholder sig tilsyneladende i det bageste styrehus.

Se alle dagens billeder i dette Flickr-album

Logbogen

Årets første nummer af Logbogen er sendt til medlemmerne af Aarhus Søhistoriske Selskab. Nogle har modtaget bladet, andre (bl.a. mig) har ikke.

Jeg får altid en bunke redaktør-eksemplarer, så jeg kan reklamere lidt for Selskabet. Normalt henter jeg dem på søfartsmuseet, men denne gang blev det i Ridehuset, hvor museet i dag deltager i den officielle åbning af Europæisk Frivillighovedstad 2018. Ialt 93 foreninger og andet godtfolk har hver en meget meget lille stand i Ridehuset, hvor pladsen er meget meget trang. 

Jeg var der først på eftermiddagen, og da var der allerede mange mange mennesker.

Logbogen er også denne gang på 28 sider, og der er skubbet to pæne indlæg til kommende numre.

På forsiden har jeg valgt at sætte et billede af coasteren "Samka", og i bladet omtaler jeg den nye bog om skibet. Desværre var der ikke plads til at bringe nogle af mine billeder fra mit besøg om bord i december.

 

I bladet er der indbydelse til Captains Dinner i marts samt de faste indlæg fra søfartsmuseet og bugserbåden "Jakob". 

Derudover er der endnu et afsnit af Kaare Kristensens beretning om sit liv til søs, en beretning fra 1898 om galeasen "Kvik"s rejse fra Norrkjøbing til Aarhus, en beretning om coasteren "Tobitraders" næsten-forlis i 1969 samt en omtale af, at isbryderen "Elbjørn" formentlig er reddet og kan fortsætte som restaurationsskib i Aalborg.

Mortens nye autobil

Morten og drengene kom forbi til en kop kaffe, så vi fik lejlighed til at se hans nye bil, som han hentede hos forhandleren i går. En Renault Clio, spritny, og noget så flot.

Tillykke med den.

Suppedag

Vi har længe talt om at lave en portion suppe, og Susanne lavede den så i dag. I fryseren lå en pose kraftben, og i går købte Susanne rodfrugter og et stykke oksebov til suppen. Desværre var hun og huskesedlen blevet væk for hinanden, så hun havde glemt bollerne til suppen. Dem hentede jeg så i morges.

Vi nød de første portioner til middag, og der er også til i morgen. For at imødegå mangel på boller købte jeg rigeligt med kødboller, så der kan nemt smides en lille pose mere i suppen i morgen.

Æblet falder sjældent langt fra stammen

Vi har Hjalte på ferie fra i dag til i morgen. Det skyldes, at hans dagplejemor har haft fri i dag, og forældrene mente, at det var en dårlig ide at anbringe ham i en gæste-gæste-dagpleje, når nu...

Sammen med Susanne var Hjalte i Viby i formiddags, hvor han fik en bamse, lige som de øvrige børnebørn har fået. Efter eftermiddagskaffen kørte Susanne på arbejde, så lige nu hygger Hjalte sig med mig. Vi har netop spist aftensmad med den obligatoriske menu: leverpostej, remoulade og ristede løg. End ikke en makrelmad kunne udkonkurrere leverpostejen.

Der er set lidt Ramasjang i fjernsynet, og som overskriften antyder, så falder æblet ikke langt fra stammen:

Mens vi spiste, var Hjalte meget bekymret for sin farmor. Flere gange sagde han, at der også skulle sættes en tallerken på bordet til Farmor, og at Farmor også skal have rugbrød. Foreløbig har jeg kunnet berolige ham med, at Farmor spiser rugbrød på arbejde.

Fjernsynet er nu udkonkurreret af Farmors ipad, som netop er opladet. Det tog kun fem sekunder for Hjalte at finde en film om Pokemons.

PS: Bamsen på billedet er ikke den nye, men medbragt.

Wienerekspressen

På facebook så jeg, at Sankt Johannes Kirke indbød til nytårskoncert med ensemblet Wienerekspressen. Det lød som om det kunne være godt, så vi aftalte at overvære koncerten. Jeg spurgte Bente, om hun ville med. Det ville hun gerne.

Både Bente og jeg er konfirmeret i kirken og Bente blev gift der. I vores skoleår var vi hvert år til juleafslutning i kirken den sidste lørdag før jul.

Susanne droppede dog koncerten, da hun stadig er noget træt ovenpå et mindre insulinchok i sidste uge. Men Bente jeg jeg mødtes i bussen og var der - som anbefalet - i god tid. Faktisk som de første udover musikerne, som stod og øvede, da vi kom.

Jeg spurgte om lov til at tage et billede. Det var i orden, selvom den ene af pigerne gjorde opmærksom på, at de var "i civil". 

Men godt jeg fik det billede, for der blev desværre ikke mulighed for flere.

Der var ikke kun wienermusik på programmet, men også musik af komponister fra Tyskland, Spanien, England og lille Danmark. Det var en pragtfuld koncert, absolut turen og de 50 kroner værd.

Det var hundekoldt, da vi tog hjem, men vi var enige om, at det var en oplevelse, og de kommer igen til næste år...

Kæmpe karbonade på Hasselager Kro

Hasselager Kro fortsætter med at tilbyde en dansk ret på onsdags aftener. I aften var det en kæmpestor karbonade, ledsaget af ærter, gulerødder, persillekartofler og asier. Det hele for 128 kroner.

Vi mødtes ved kroen med Susannes ex-chef Yrsa. På et tidspunkt anbefalede jeg disse onsdagsmenuer til Yrsa, men hun sagde, at hun ikke var så meget for at gå ud at spise alene. Susanne og jeg vedtog derfor at kontakte Yrsa og foreslå, at vi spiste sammen, og det blev så i dag.

Maden er virkelig lækker og veltillavet, og vi tager helt bestemt derned en anden aften. Alle tre.

Sådan forgår Alverdens herlighed

Susanne brugte formiddagen i Aarhus med forskellige ærinder på apotek og andre steder. Hun var hjemme kort før frokost og havde blandt andet været i Salling for at tisse. Når hun nu alligevel var der, købte hun en flaske Molbo Bitter til mig. Sødt af hende.

Lige så sødt var det, at hun havde købt et nyt krydsordsleksikon til mig. Det er betydeligt mere omfattende end det, jeg har nu - men det er alligevel med blødende hjerte, at jeg har lagt det gamle i kassen til pap-affald. Det er fra 1981, og jeg fik det af min mor for mange, mange år siden. Selvom jeg har passet godt på det og holdt det sammen med tape flere gange, så må jeg alligevel indrømme, at det er lettere slidt efter alle disse år. 

Men jeg glæder mig selvfølgelig til at stifte bekendtskab med det nye.

R.I.P. gamle ven

Nytårsmenu

Godt nytår!

Af forskellige årsager droppede vi vores natmad nytårsaften, så den tilberedte jeg i dag: Indbagte jomfruhummerhaler, tigerrejer, små rejer, små spegepølser, torpedorejer, flutes og hjemmelavet dip.

De dersens indbagte jomfruhummerhaler levede langtfra op til forventningerne, de lignede noget, som jeg ikke vil beskrive - men resten var rigtig godt. Vi delte en flaske Verdi dertil, og den var også rigtig god.

Så er man vist for god en kunde

Da jeg først på formiddagen var i Super Brugsen for at købe ind til de næste dages måltider, kommenterede slagtersvenden Jesper min hoste og sagde, at det lød bestemt ikke godt. Jeg fortalte ham kort om forløbet, og hvad jeg indtil videre er blevet undersøgt for. Jeg sluttede af med at fortælle ham, at både min egen læge og lægen på sygehuset konkluderede, at jeg er et mystisk tilfælde.

Og mon ikke slagtersvenden fortsatte med at sige: "Det behøver du da ikke gå til læge for at få at vide, det kunne jeg sgu da godt have fortalt dig". 

Juleaften

Vi tilbragte juleaften hos Morten, Jeanette og drengene i Lyngby sammen med Grethe og Jeanettes mor og mormor.

Grethe spiste frokost her, inden vi først på eftermiddagen kørte til Lyngby, hvor vi nød en kop kaffe med småkager inden juleræset gik løs.

Morten havde haft travlt i køkkenet med andesteg, flæskesteg og medisterpølse. Han har siden barn ment, at det er en tradition med de tre ting juleaften, og det følger han pænt op på, nu hvor han selv står for maden. Jeanette havde dækket flot bord med lyskæde.

Sjældent har jeg set så mange julegaver, de kunne langtfra være under træet, så da dansen var slut, blev der hentet pakker fra hid og did, og der gik et par timer med at åbne pakker.

Så var der ro til lidt kaffe og julegodter, indtil det bankede på døren, og selve julemanden kom forbi med gaver til børnene. 

Vi var hjemme lidt over midnat.

Selv fik jeg fire og en halv julegave: Fra Viborg-børnene en dejlig flaske whisky, fra Lyngby-børnene et flot glas til samme whisky - med mit navn og fødselsår indgraveret. Fra Loke en lille robot og fra svigermor en økonomisk håndsrækning til et par nye sko.

Den halve gave skal deles med Susanne. Den var fra Lyngbyerne og er et gavekort til en brunch.

Fødselsdag hos Thea

Thea fylder 10 år i dag og havde inviteret på eftermiddagskaffe og aftesmad. Vi fulgtes i toget med Grethe, og det passede fint med at vi var fremme, netop som familien var hjemme efter juleafslutning i skole og børnehave.

Vores gave til Thea var også i år en kalender med billeder af hende selv - dels feriebilleder, dels billeder fra hendes håndboldtræning og kampe.

Men der var mange andre gaver, blandt andet en ny skoletaske, et nyt pennalhus, en håndbold og et halstørklæde fra Viborg HK. Der var også lidt kontanter, så mon ikke Thea er at finde på shopping i morgen?

Der var kaffe med ikke færre end to kagekoner, så der var lidt at vælge mellem.

Thea havde fået den lokale slagter til at lave en kæmpestor pålægsmand med otte forskellige slags pålæg, og derudover serverede hun hotdogs med røde pølser og alt, hvad dertil hører.

Hjalte på ferie

Så er det Hjaltes tur til at komme på ferie. Han kom sidst på eftermiddagen i går, kort tid før aftensmad og finale i kvindehåndbold. Da håndbold var slut, ville Hjalte gerne se noget med dyr, så vi fandt en udsendelse med geparder, zebraer, sjakaler og mange andre dyr.

Han holdt ud til klokken var over otte, og ti minutter efter putning sov han som en sten. I morges sov han til klokken halv otte.

Lige nu er han med sin farmor på besøg på Koltgaarden, hvor de gamle er helt vilde med hans gode humør og røde hår. Bagefter skal de i Super Brugsen og købe middagsmad.

Eftermiddag: Så er vi kommet i julehumør

SAMKA - den sejler bare

I dag åbnede jeg den første julegave i år. Jeg vidste, hvad der var i pakken, for det er mig selv, der er giveren. Det er den lille bog "SAMKA - den sejler bare", udgivet i år af Marstal Søfartsmuseum.

Jeg fattede kærlighed til skibet, da jeg besøgte det i oktober, da det var i Aarhus med udstillingen "Bibiana - kunst i børnehøjde". Skipperen gav mig en fin rundvisning, hvor jeg så stort set alt af det smukke og velholdte skib, bygget i 1956 til Arne Flyvbjerg i Nørresundby.

Jeg glæder mig til at stifte nærmere bekendtskab med bogen. Indtil nu har jeg kun bladret den igennem. Der er billeder fra dengang skibet var i fart med laster - mange slags laster - både indenrigs, i Nordsøen og i Østersøen. Der er billede af skibets gudmoder, rederens 11-årige datter Ane Mette. 

Og så er der masser af billeder fra nyere tid, hvor skibet både bruges som lastskib og som ramme om forskellige projekter og udstillinger som for eksempel "Bibiana" og tv-serien "Puk og Herman stævner ud" i 2014, hvor skibet besøgte mange af de danske øer og mindre havne. 

Der er også et billede, hvor "Samka" er med til at byde Mærsk-nybygningen "Marstal Mærsk" velkommen. Det foregik også i 2014, men containerskibet var naturligvis alt for stort til at kunne anløbe Marstal, så det hele foregik på reden.

En ting, som lige fangede mig, da jeg bladrede i bogen, var et brev fra 1961, hvor A. P. Møller skriver til "Samka"s reder og beder ham ændre skibets blå farve, da Hr. Møller hævder at have eneret på den. Det fremgår sikkert af bogen, om "Samka" måtte bøje sig for den store reder. 

Host

Jeg hoster stadig, og bortset fra besøg hos lægen er det meget sparsomt, hvor meget jeg har været ude. Mine lunger er blevet røntgenfotograferet, jeg har fået antibiotika, selvom der ikke var påvist lungebetændelse, jeg er blevet podet for at se, om jeg skulle have kighoste. Alt sammen uden det store resultat.

Næste skridt bliver en scanning af lungerne og en stor undersøgelse på lungemedicinsk afdeling på Århus Sygehus. 

Men indtil videre hoster jeg videre - Gudskelov ikke om natten, så vi får begge en nogenlunde hæderlig nattesøvn.

Snesejler 1-2-mange

I 2010 udgav Willy Brorson bogen "Snesejler", hvor han selv og flere andre fortæller om deres tid som søfolk i ØK. Jeg har bogen og har læst den to-tre gange.

I går blev jeg opmærksom på, at samme Willy senere har udgivet "Snesejler" 2,3,4 og 5. Bøgerne kan erhverves som e-bøger på saxo.dk og koster gratis. Her til morgen hentede jeg dem hjem.

Det ser ud til, at der er virkelig meget at læse, så det glæder jeg mig til.

I den første bog er det som skrevet søfolk, der fortæller om deres tid om bord i ØK. Dog med en enkelt undtagelse: et kapitel er skrevet af en passager, en ung mand, som sammen med sin hustru og et-årige søn var med "Patagonia" fra Rotterdam til Melbourne.

De sidste to uger af rejsen foregik i storm, hvor skibet gyngede kraftigt. I den periode lærte den lille dreng at gå, og det gik rigtig fint på trods af søgangen. Men, men, men - da familien kom i land i Melbourne, kunne knægten pludselig ikke gå mere. Han havde vænnet sig til det gyngende dæk og kunne nu slet ikke finde ud af at gå med fast grund under fødderne. Men, mon ikke han lærte det alligevel?