For mit eget vedkommende har jeg udelukkende gode dage. Jeg nyder tilværelsen som efterlønner, sover længe om morgenen og deltager i ting, jeg har lyst til. Men det er nu ikke mig selv og mine dage, det her skal handle om. Historien er følgende:
En dag i sidste uge var jeg i SuperBrugsen i Kolt for at købe ind. For lige at have en smule kontanter på mig, spurgte jeg kassepigen, om jeg måtte hæve 100 kroner over det beløb, som jeg skulle betale. Det måtte jeg naturligvis gerne.
Et par timer efter jeg var kommet hjem, kom jeg i tanker om, at jeg aldrig fik de 100 kroner. Jeg ringede til butikken og talte med uddeleren Lars. Jeg forklarede ham problemet, velvidende, at det kunne jeg sagtens komme og påstå. Lars sagde, at det ville blive opdaget dagen efter, når kassen skulle gøres op, men han troede på mig, og jeg kunne bare henvende mig ved kassen og få de 100 kroner. Flot nok.
Susanne fik bonen med og var i butikken, inden hun skulle på arbejde. Det var den samme pige, der sad ved kassen. Hun var også kommet i tanker om forglemmelsen, og hun beklagede meget. Jeg har nu den holdning, at det mindst ligeså meget var min egen skyld. Susanne fik de 100 kroner og pigen sagde, at hun havde haft en rigtig møgdag - sådan en, hvor man burde være blevet hjemme i sengen.
Da jeg i formiddag var i SuperBrugsen, var det den samme pige, der sad ved kassen. Da jeg skulle betale, spurgte jeg hende, om hun kunne huske episoden. Det kunne hun, og begyndte igen at beklage. Jeg sagde, at der intet var at beklage, da jeg jo selv havde snorksovet, og at jeg syntes at hun i dag skulle have en god dag og derfor havde købt en "dagens buket" til pigen. Hun begyndte selvfølgelig med "det skulle du da ikke", men jeg var kun glad for at medvirke til, at hun i dag forhåbentlig kan gå hjem og se tilbage på en god dag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar