lørdag den 11. oktober 2014

En glidende redning og en sensation udenfor banen

Aftenens håndboldkamp - de danske piger mod de brasilianske - endte med en dansk sejr på 28 mål mod 24. Rikke Poulsen sad over i dag, så Sandra Toft var med, men kun i cirka ti minutter i anden halvleg.



Søs Søby stod fremragende på mål og stod også for dagens detalje. Hun lod sig kure på ryg og røv mod et tomt mål og nåede lige at redde, men ramte gulvet med hovedet og stolpen med skinnebenet. 



Hun så først lidt groggy ud, men var klar til at spille videre. Dog kun indtil hun opdagede, at hun havde fået et åbent sår på skinnebenet, ind til knoglen. Hun måtte udgå og blev behandlet på sidelinjen og senere kørt på skadestuen for at få såret syet. Så hun er nok ikke med i morgen mod Norge.



Vi nød lidt forskellig ost med et glas rødvin - jeg siger vi, for Susanne drak hele to glas rødvin i aften. Det er en større sensation end at de danske piger vandt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar