torsdag den 8. december 2016

Bedsteforældredag hos Emil

Friskolen i Viborg havde inviteret til bedsteforældredag i de mindste klasser. Emil går i 0. klasse, så det var oplagt, at vi deltog. Det samme gjorde Mormor og Morfar (Christinas forældre).

Vi skulle forbandet tidligt op og var med tog fra Aarhus klokken 0725. Vi var så heldige, at Kenneth kunne hente os ved toget og køre os til skolen, dog med en afstikker via lægehuset, hvor Marius skulle tjekkes for en virus.

Det har været en hyggelig dag, som startede med kaffe. Derefter viste Emil mig sin klasse og de hæfter, han bruger i klassen.



Efter endnu en lille kaffepause skulle elever og bedster i fællesskab løse nogle opgaver, som alle handlede om jul. Derefter var der spisepause.


Efter spisepausen spillede en lærer op til fælles julesang.



Så skulle der klippes julepynt til skolens juletræ, og mens man gjorde det, var der mulighed for at få en kop kaffe, lidt pebernødder og brunekager samt æbleskiver. Emil lavede en flot snemand, som han satte på juletræet.


Vi fik fri klokken 1330 og kørte med Christinas forældre hjem til Kenneth og Christina, hvor vi fik kaffe og småkager. Vi tog toget hjem midt på eftermiddagen og havde Marius med hjem. Han skal være her på ferie til på lørdag.


Det blev til lidt leg, mens Susanne lavede pandekager, men da de var spist, varede det ikke længe, før en træt dreng blev lagt i seng.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar