fredag den 11. oktober 2013

"Jamen Farfar, jeg står jo her med to forskellige strømper på"

Susanne er på toilet, hendes telefon ringer. Selvfølgelig besvarer jeg den. Det er Thea: "Er det Farfar?" - Det bekræftes. "Jeg vil gerne tale med Farmor" - "Farmor er på toilettet, hvad vil du snakke med hende om?" - "Jeg skal spørge, om hun vil strikke nogle nye strømper til mig. Der er gået hul på en af dem, jeg har" - "Det tror jeg helt sikkert, at hun vil" - "Jamen Farfar, jeg står jo her med to forskellige strømper på - den der hører til den med hullet, og så en anden en".

Selvfølgelig indvilligede Farmor i at løse det problem, så hun starter meget snart på at strikke nye strømper til Thea.

Og så kommer der en næsten tilsvarende historie fra det virkelige Falckliv. I september 2007 tog jeg dette billede af min kollega Lise, som mødte på arbejde med to forskellige strømper. Lise havde på det tidspunkt ikke været ansat så længe, at hun havde fået uniform (det nåede hun i øvrigt aldrig, idet hun kort efter blev gravid, gik på barselsorlov og ikke vendte tilbage). Lise havde været lidt i tidnød om morgenen og havde derfor blot grebet de to strømper, som lå øverst i bunken. Hun ville ikke udelukke, at hun dagen efter kom på arbejde med et tilsvarende par. Om hun gjorde, husker jeg desværre ikke.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar