tirsdag den 23. april 2013

To dage gammel Java? - Nej tak!

Et par gange i løbet af formiddagen forsøgte jeg at logge mig på Netbank for at overføre lidt penge fra konto 1 til konto 2, så vi kan få mad de næste dage. Det lykkedes ikke. Jeg ringede til NemID Support, som henviste mig til at kontakte min bank. Det gjorde jeg så, og efter at have trykket mig gennem velkomsten fik jeg den besked, at ventetiden for svar var på cirka 17 minutter. Det gad jeg ikke vente på, så jeg bestemte mig til at se tiden an. Forinden tjekkede jeg, at min Java var opdateret. Den var opdateret i forgårs, så den måtte være i orden.

Jeg så tiden an, til det blev eftermiddag, og jeg kunne stadig ikke logge på. Jeg forsøgte også at logge på Danske Spil, det kunne heller ikke lade sig gøre.

Det var måske alligevel Java-opdateringen, det var galt med? Jeg opdaterede min Java, men fik den besked at "Du har altså allerede den nyeste version, vil du opdatere alligevel?" Det svarede jeg ja til, så opdateringen fra i forgårs blev slettet og erstattet af en opdatering fra i forgårs. Og så virkede skidtet.
 
 
Sådan en computer lever altså sit helt eget liv. Nu er jeg spændt på, om jeg skal igennem de samme kvaler, næste gang jeg skal bruge NemID. Og det bliver allerede i morgen, når jeg skal tjekke, om A-Kassen har sendt mig nogle penge, så vi også kan få mad i den kommende weekend og i næste uge. På søndag kommer nemlig selveste Svigermekanikken på besøg, så der skal der god mad på bordet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar