tirsdag den 28. maj 2013

En dag i søfartsmuseets tegn

Dagen kom i høj grad til at stå i søfartsmuseets tegn. Først på formiddagen ringede formand Karl for at høre, om jeg kunne hjælpe med en flok billeder til brug hos Aarhus Kommune. Selvfølgelig kunne jeg det, jeg har masser af billeder fra museet. Jeg valgte nogle stykker ud, som medarbejderen fik i udvalg. Det er da bare med at mænge sig sådan et sted og få omtale af museet.

Jeg havde planlagt at besøge museet i dag, blandt andet for at aflevere den bog, som jeg har haft lånt af Ib Møller. Mens jeg var i Aarhus for at skifte bus, ringede Per for at høre, om jeg kunne skaffe nogle gode fotos af et par af museets plancher over Flydedokken. Billederne skal bruges i forbindelse med omtalerne på Facebook af The Tall Ships Races i juli. Karl og jeg hjalp hinanden med at afmontere de to plancher og bære dem udenfor i solskinnet, så jeg kunne tage nogle gode billeder.

Museet er inviteret til at lave en udstilling på Viby Bibliotek. Tre af de frivillige har brugt et par dage på at stille den op, og i dag kunne de gøre udstillingen færdig. Et par gæster roste deres arbejde, og så vidt jeg kan se af billederne derudefra, så ser det ganske rigtigt nydeligt ud, det de har lavet.



 
Museet har udlånt en model af skoleskibet "Danmark" til Vor Frue Kirke, så kirken kan få et kirkeskib. Det har den vist aldrig haft før. Også her var et par frivillige i indsats, og det lykkedes dem at sætte skibet op uden at lave så meget som et eneste hul i kirkens mure.

 
En privat mand har skrevet en lille beretning om sin farfars tid til søs i årene omkring Første Verdenskrig. Han har foræret museet to eksemplarer af skriftet. Det ene indgår nu i museets bibliotek, det andet fik jeg med hjem for at kunne bruge udpluk derfra i kommende numre af Logbogen.
 
Per fik gode resultater af at lege med de billeder, jeg sendte ham, så det skal nok blive et godt indlæg på "Fjæsen".
 
Og så slutter føljetonen om kødbollerne i dag med, at jeg har fået et venligt svar fra Mou. Mou bekræfter, at bollerne ikke indgår i COOPs sommersortiment, men de kan købes både i SuperBest og i alle Spar-butikker. Så nu...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar