Vi var knapt færdige med morgenkaffen, da Susanne spurgte, om ikke jeg kunne prøve at ringe til hende. Nå, ja, det kunne jeg da, men det krævede lissom en forklaring. Den var, at hun ikke kunne huske, hvor hun havde lagt sin telefon og nu havde søgt efter den. Forgæves. Jeg ringede op, og ringetonen kom fra garderoben.
Det viste sig, at hun havde gennemrodet lommerne i sin vinterjakke, mens telefonen lå i en af lommerne i hendes sommerjakke. Jeg tager det som et sikkert tegn på at det er blevet forår og undlader at tage det som tegn på - nåh, ja, det undlader jeg jo!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar