tirsdag den 23. juli 2013

Så ka' de lære det, ka' de

Det er rejepillerne i Hirtshals, jeg mener. Til dagens salat brugte jeg to pakker af COOPs "Ekstra store grønlandske rejer". De er såmænd ikke meget større end almindelige kutterrejer, men de var bestemt ikke pillet ret fint. Jeg måtte skylle dem to gange, mens jeg fjernede diverse rester af hoveder, arme og ben.

Hendes Majestæt Dronning Margrethe II af Danmark har nu i flere år udeladt en hilsen til rejepillerne i Glyngøre i sin nytårstale. For min skyld må hun gerne genindføre den tradition, men dem i Hirtshals skal hun ikke forgylde. De fortjener det ikke.


Efter middagsmaden tog Susanne til Aarhus for at bytte en BH hos sin pusher i Vestergade. Jeg tog den sidste sjat koldskål fra i går. I går fik vi koldskål med jordbær, men i dag blev det til koldskål med kammerjunkere. Eller - som englænderne kalder det - Cold Bowle with Chamber Junkers.


Det er Thieses økologiske koldskål med tykmælk og æg. Og den er faktisk rigtig god.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar